Forklaring af APV
Krav for gennemførelse
Der er ingen fast formel for, hvordan en APV skal udformes, men den skal altid indeholde disse fem faser:
- Identifikation og kortlægning af virksomhedens samlede arbejdsmiljø
Her arbejdes med at finde ud af, hvilke arbejdsmiljøproblemer, der evt. er i virksomheden. Problemerne kan fx omhandle ergonomiske, fysiske, kemiske eller psykiske påvirkninger – eller risiko for ulykker. - Beskrivelse og vurdering af virksomhedens arbejdsmiljøproblemer
I denne fase ser man på årsagerne til problemerne og forsøger at finde løsninger på dem med udgangspunkt i kortlægningen. - Inddragelse af virksomhedens sygefravær
Både dårligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø kan føre til sygefravær. APV-processen skal være med til at afdække, om der evt. er en sammenhæng mellem virksomhedens arbejdsmiljø og sygefraværet. - Prioritering af løsninger på virksomhedens arbejdsmiljøproblemer og udarbejdelse af handlingsplan
Arbejdsmiljøproblemer skal så vidt muligt løses med det samme. Hvis det ikke kan lade sig gøre, skal der udarbejdes en handlingsplan med en kort beskrivelse af problemerne og de valgte løsninger samt en prioriteret løsningsrækkefølge. - Retningslinjer for opfølgning på handlingsplanen.
I denne fase opstiller man retningslinjer for, hvordan virksomheden vil følge op på handlingsplanen. Det skal fremgå, hvem der er ansvarlig for handlingsplanens gennemførelse og hvornår og hvordan, det afgøres, om de valgte løsninger virker.
I kan læse mere om de enkelte faser på Arbejdstilsynets side om https://at.dk/arbejdsmiljoearbejdet/arbejdspladsvurdering-apv/krav-til-apv/
Læs evt. også om APV på BFA Bygge & Anlæg’s side om arbejdspladsvurdering.
